Hun har ret. Det er skræmmende hvor mange der falder mellem de to stole. Jeg forstÃ¥r ikke hvordan vi kan være tilfredse med at have et system der praktisk talt siger; “NÃ¥, du har et misbrug? Jamen sÃ¥ kan vi ikke hjælpe dig nogen steder. SÃ¥ mÃ¥ du jo kæmpe videre ind til du dør af en overdosis en dag. Hygge-hejsa!” – NÃ¥r nu vi ved at rigtig mange af dem der har psykiske problemer netop bruger stoffer som selvmedicinering.
Psykisk syge patienter med misbrug, hvilket altså er helt op imod 1/3 af alle patienter, som kommer i kontakt med psykiatrien, ender alt for ofte som en kastebold mellem forskellige instanser, fordi vores psykiatri er indrettet på en måde, hvor den psykisk syge misbruger enten sendes videre i kommunal misbrugsbehandling eller uhensigtsmæssigt tvinges til et misbrugsstop, der blot besværliggør videre indlæggelse og har stor risiko for at skabe uoprettelig mistillid fra den psykisk syge til psykiatrien. Og på bekostning af de ansattes arbejdsmiljø.
Kronikøren anerkender, at der er faglige problemstillinger forbundet med at behandle psykisk syge misbrugere, fordi misbruget med dets mange følgevirkninger pÃ¥virker psyken i sÃ¥dan en grad, at behandlingen forhindres. Derfor foreslÃ¥r hun, at behandlingen af psykisk syge misbrugere i stedet for mÃ¥ tage udgangspunkt i et holistisk perspektiv med fokus pÃ¥ samspillet mellem “miljø, sociale kompetencer, mestringsstrategier [og] netværk”.Â
Den manglende kontakt mellem de forskellige hjælpeinstanser skaber på den måde en gruppe af gradvist komplekse patienter, der er for syge og for dårligt fungerende til at blive endegyldigt placeret i noget varigt tilbud såsom bosteder, fordi der i disse tilbud ikke er ressourcerne og beføjelserne til at håndtere dem. I stedet ender de som svingdørspatienter, der gang på gang må indlægges på akutpsykiatriske afsnit, når det kammer for meget over.
Det handler for kronikøren om, at der spændes et stærkere net ud, og at der brobygges mellem “intensiv psykiatri, læge, hospitalsbehandling og socialpsykiatri” i stedet for at fortsætte med at lade som om, man kategorisk kan opdele og udskille separate problemstillinger fra et komplekst og forbundet problem. OgsÃ¥ fra et økonomisk synspunkt argumenterer kronikøren for, at nok kan den nuværende indretning af den psykiatriske behandling af psykisk syge misbrugspatienter spare penge pÃ¥ papiret, men i praksis koster bÃ¥de genindlæggelser, overbelastning af sundhedspersonalet, arbejdsskader og juridiske efterspil fra alt for mange uhensigtsmæssige magtanvendelser en alt for stor pose penge, der kunne bruges bedre.
Character_Fan_1150 on
Ja, det er jammerligt.
1. GÃ¥ psykisk ned
2. Drik for at dulme den mentale smerte
3. Ingen lægelig grund til at være uarbejdsdygtig
4. GÃ¥ fra hus og hjem
5. Fjern smerten permanent
Systemet ved udemærket godt at det her ikke virker når det gælder veteraner. Der behandler de folk med et misbrug og det virker. Det er en gåde hvorfor de ikke også begynder at gøre det i det civile.
Man skal bruge en helhedsbehandling
Specific-Pianist-804 on
Måske en del af løsningen ville være, at integrere misbruget i den psykiatriske behandling?
Så hvis man har en psykiatrisk lidelse, og selvmedicinere med eksempelvis alkohol, så skal man bruge den mindst skadelige analog til alkohol som en del af behandlingen, som ville være GHB.
Det vil skulle kræve lukkede behandlingssteder, for ikke at risikere at de udleverede stoffer til selvmedicinering spreder sig / bliver videresolgt.
6 Comments
Hun har ret. Det er skræmmende hvor mange der falder mellem de to stole. Jeg forstÃ¥r ikke hvordan vi kan være tilfredse med at have et system der praktisk talt siger; “NÃ¥, du har et misbrug? Jamen sÃ¥ kan vi ikke hjælpe dig nogen steder. SÃ¥ mÃ¥ du jo kæmpe videre ind til du dør af en overdosis en dag. Hygge-hejsa!” – NÃ¥r nu vi ved at rigtig mange af dem der har psykiske problemer netop bruger stoffer som selvmedicinering.
Resumé af kronikken:
Psykisk syge patienter med misbrug, hvilket altså er helt op imod 1/3 af alle patienter, som kommer i kontakt med psykiatrien, ender alt for ofte som en kastebold mellem forskellige instanser, fordi vores psykiatri er indrettet på en måde, hvor den psykisk syge misbruger enten sendes videre i kommunal misbrugsbehandling eller uhensigtsmæssigt tvinges til et misbrugsstop, der blot besværliggør videre indlæggelse og har stor risiko for at skabe uoprettelig mistillid fra den psykisk syge til psykiatrien. Og på bekostning af de ansattes arbejdsmiljø.
Kronikøren anerkender, at der er faglige problemstillinger forbundet med at behandle psykisk syge misbrugere, fordi misbruget med dets mange følgevirkninger pÃ¥virker psyken i sÃ¥dan en grad, at behandlingen forhindres. Derfor foreslÃ¥r hun, at behandlingen af psykisk syge misbrugere i stedet for mÃ¥ tage udgangspunkt i et holistisk perspektiv med fokus pÃ¥ samspillet mellem “miljø, sociale kompetencer, mestringsstrategier [og] netværk”.Â
Den manglende kontakt mellem de forskellige hjælpeinstanser skaber på den måde en gruppe af gradvist komplekse patienter, der er for syge og for dårligt fungerende til at blive endegyldigt placeret i noget varigt tilbud såsom bosteder, fordi der i disse tilbud ikke er ressourcerne og beføjelserne til at håndtere dem. I stedet ender de som svingdørspatienter, der gang på gang må indlægges på akutpsykiatriske afsnit, når det kammer for meget over.
Det handler for kronikøren om, at der spændes et stærkere net ud, og at der brobygges mellem “intensiv psykiatri, læge, hospitalsbehandling og socialpsykiatri” i stedet for at fortsætte med at lade som om, man kategorisk kan opdele og udskille separate problemstillinger fra et komplekst og forbundet problem. OgsÃ¥ fra et økonomisk synspunkt argumenterer kronikøren for, at nok kan den nuværende indretning af den psykiatriske behandling af psykisk syge misbrugspatienter spare penge pÃ¥ papiret, men i praksis koster bÃ¥de genindlæggelser, overbelastning af sundhedspersonalet, arbejdsskader og juridiske efterspil fra alt for mange uhensigtsmæssige magtanvendelser en alt for stor pose penge, der kunne bruges bedre.
Ja, det er jammerligt.
1. GÃ¥ psykisk ned
2. Drik for at dulme den mentale smerte
3. Ingen lægelig grund til at være uarbejdsdygtig
4. GÃ¥ fra hus og hjem
5. Fjern smerten permanent
Jeg sad så sent som i tirsdags og fik ros af en sagsbehandler for, IKKE at lade mine diagnoser udvikle sig til misbrug ..
Jeg har aldrig løjet om misbrug/forbrug. Men jeg tier emnet ihjel hvis muligt, fordi ALT fokus pludselig ligger dér!
“!!!!?!? Du benytter cannabis til, at fÃ¥ ro pÃ¥ tanker, overskue sociale arrangementer og generelt for, ikke at tænke pÃ¥ selvmord?! Du mÃ¥ straks i behandling for cannabis!!”
“Kunne vi kigge pÃ¥ underliggende problemstillinger i stedet?”
“Nej” ….
Systemet ved udemærket godt at det her ikke virker når det gælder veteraner. Der behandler de folk med et misbrug og det virker. Det er en gåde hvorfor de ikke også begynder at gøre det i det civile.
Man skal bruge en helhedsbehandling
Måske en del af løsningen ville være, at integrere misbruget i den psykiatriske behandling?
Så hvis man har en psykiatrisk lidelse, og selvmedicinere med eksempelvis alkohol, så skal man bruge den mindst skadelige analog til alkohol som en del af behandlingen, som ville være GHB.
Det vil skulle kræve lukkede behandlingssteder, for ikke at risikere at de udleverede stoffer til selvmedicinering spreder sig / bliver videresolgt.