Artiklen er bag betalingsvæg så her er et kort resumé:
En gruppe forskere anført af Jakob Roland Munch, økonomisk vismand og professor i økonomi på Københavns Universitet, advarer imod at skære ned på uddannelsesaktiveringen over en bred kam. Det gør de med udgangspunkt i ny forskning og nye data, som er blevet arbejdet igennem i et projekt som Munch selv har stået i spidsen for. Kernen af kritikken går på at den nedsatte ekspertgruppes anbefalinger beror på ældre studier og gældende regneregler fra Finansministeriet, der ikke formår at finde positive effekter af uddannelsesaktiveringen, bl.a. fordi datasættene ikke har taget alle parametre i betragtning. Den nyere forskning derimod peger på at man ser en effekt på knap 40 timer mere beskæftigelse om måneden, end hvis man ikke var blevet aktiveret i uddannelse, og at en “*cost-benefit*” beregning viser, at en investering på 10.000 kroner i indsatsen giver et afkast på 27.000 kroner tilbage i form af højere indkomst, da beskæftigelsen bliver øget hos modtageren.
Formanden for Ekspertgruppen for Fremtidens Beskæftigelsessystem, Claus Thustrup Kreiner, påpeger lakonisk overfor *Information* at “vi fik til opgave at finde besparelser på tre milliarder kroner, og det skulle være ud fra gældende regneprincipper.”
For mig at se, understreger eksemplet her i artiklen ret godt problemet med den indflydelse vi giver økonomer og den ideologiske position som økonomi har i samfundet, hvordan vi taler om ”eksperter,” hvordan vi ser på reformkommissioner og udvalg osv. I sidste ende handler det nemlig slet ikke om hvad de, der sidder i disse forsamlinger kan finde frem til. Det handler om at give et grundlag for forudbestemte politiske beslutninger, og det handler om, at skabe et ideologisk dække for de menneskelige konsekvenser af den politik, der er fokuseret på eksempelvis besparelser, eller for den sags skyld, “optimeringer,” også i det private.
Vi har at gøre med politiske spørgsmål, der må behandles politisk. I diskussioner der ikke skal dækkes ind under et tågeslør af økonomiske beregninger, osv. der kun har til formål at forplumre de menneskelige forhold vi taler om. Hvilken opgave man giver økonomer, og de forhold de arbejder under, former selvfølgelig hvad de kan, eller er sat i verden til, at svare på.
1 Comment
Artiklen er bag betalingsvæg så her er et kort resumé:
En gruppe forskere anført af Jakob Roland Munch, økonomisk vismand og professor i økonomi på Københavns Universitet, advarer imod at skære ned på uddannelsesaktiveringen over en bred kam. Det gør de med udgangspunkt i ny forskning og nye data, som er blevet arbejdet igennem i et projekt som Munch selv har stået i spidsen for. Kernen af kritikken går på at den nedsatte ekspertgruppes anbefalinger beror på ældre studier og gældende regneregler fra Finansministeriet, der ikke formår at finde positive effekter af uddannelsesaktiveringen, bl.a. fordi datasættene ikke har taget alle parametre i betragtning. Den nyere forskning derimod peger på at man ser en effekt på knap 40 timer mere beskæftigelse om måneden, end hvis man ikke var blevet aktiveret i uddannelse, og at en “*cost-benefit*” beregning viser, at en investering på 10.000 kroner i indsatsen giver et afkast på 27.000 kroner tilbage i form af højere indkomst, da beskæftigelsen bliver øget hos modtageren.
Formanden for Ekspertgruppen for Fremtidens Beskæftigelsessystem, Claus Thustrup Kreiner, påpeger lakonisk overfor *Information* at “vi fik til opgave at finde besparelser på tre milliarder kroner, og det skulle være ud fra gældende regneprincipper.”
For mig at se, understreger eksemplet her i artiklen ret godt problemet med den indflydelse vi giver økonomer og den ideologiske position som økonomi har i samfundet, hvordan vi taler om ”eksperter,” hvordan vi ser på reformkommissioner og udvalg osv. I sidste ende handler det nemlig slet ikke om hvad de, der sidder i disse forsamlinger kan finde frem til. Det handler om at give et grundlag for forudbestemte politiske beslutninger, og det handler om, at skabe et ideologisk dække for de menneskelige konsekvenser af den politik, der er fokuseret på eksempelvis besparelser, eller for den sags skyld, “optimeringer,” også i det private.
Vi har at gøre med politiske spørgsmål, der må behandles politisk. I diskussioner der ikke skal dækkes ind under et tågeslør af økonomiske beregninger, osv. der kun har til formål at forplumre de menneskelige forhold vi taler om. Hvilken opgave man giver økonomer, og de forhold de arbejder under, former selvfølgelig hvad de kan, eller er sat i verden til, at svare på.