Forståeligt nok. Sidste overenskomst forhandlinger medførte fra start udmelding fra nogle fagorganisationer at visse lønmodtagere (læs, akademikerne) burde undelade betydende lønstigninger til fordel for andre grupper (f.eks. sygeplejersker, pædagoger mv.).
Jeg siger ikke om det ene eller andet er rigtigt, men det er klart at man kan have svært ved at se sig selv i sådan en konstruktion, hvis man først og fremmest skal varetage egne medlemmers interesser.
TonyGaze on
Som medlem af en organisation under Akademikerne er jeg egentlig skuffet, men jeg forstår også årsagen til bruddet.
I mange år har staten (herunder regioner og kommuner) haft succes med at spille arbejderne ud imod hinanden, og i de seneste år, er der særligt i nogle faggrupper kommet en uheldig tendens, hvor man har udpeget højtlønnede kammerater som en form for “indre fjende,” og i stedet for at rette våben imod de strukturer som spiller os ud imod hinanden, har man valgt at bede Akademikerne om tilbageholdenhed.
Derfor er vi endt i en træls situation, hvor at stat og kapital har haft succes med at spille arbejdere ud imod hinanden. Og så længe at diverse gradualister og pampere der insistere på ikke at røre fundamentalt ved den såkaldte “danske model,” ender vi i omstændigheder der kun kommer stat og kapital til gode.
Vi har brug for en mere handlingsklar og radikal fagbevægelse, der tør gå i storkonflikt og, hvis nødvendigt, generalstrejke, for det moderate krav, at én gruppes arbejds- og lønvilkår, ikke skal komme på bekostning af andre gruppers.
3 Comments
KLA-SSE-KAMP!
KLA-SSE-KAMP!
KLA-SSE-KAMP!
KLA-SSE-KAMP!
Forståeligt nok. Sidste overenskomst forhandlinger medførte fra start udmelding fra nogle fagorganisationer at visse lønmodtagere (læs, akademikerne) burde undelade betydende lønstigninger til fordel for andre grupper (f.eks. sygeplejersker, pædagoger mv.).
Jeg siger ikke om det ene eller andet er rigtigt, men det er klart at man kan have svært ved at se sig selv i sådan en konstruktion, hvis man først og fremmest skal varetage egne medlemmers interesser.
Som medlem af en organisation under Akademikerne er jeg egentlig skuffet, men jeg forstår også årsagen til bruddet.
I mange år har staten (herunder regioner og kommuner) haft succes med at spille arbejderne ud imod hinanden, og i de seneste år, er der særligt i nogle faggrupper kommet en uheldig tendens, hvor man har udpeget højtlønnede kammerater som en form for “indre fjende,” og i stedet for at rette våben imod de strukturer som spiller os ud imod hinanden, har man valgt at bede Akademikerne om tilbageholdenhed.
Derfor er vi endt i en træls situation, hvor at stat og kapital har haft succes med at spille arbejdere ud imod hinanden. Og så længe at diverse gradualister og pampere der insistere på ikke at røre fundamentalt ved den såkaldte “danske model,” ender vi i omstændigheder der kun kommer stat og kapital til gode.
Vi har brug for en mere handlingsklar og radikal fagbevægelse, der tør gå i storkonflikt og, hvis nødvendigt, generalstrejke, for det moderate krav, at én gruppes arbejds- og lønvilkår, ikke skal komme på bekostning af andre gruppers.