Surplus in the treasury (and other financial misunderstandings)

For at snakke om økonomiske misforståelser:

Statskassen er ikke en virksomhed med overskud/underskud. Det giver ikke mening at snakke om overskud for en entitet, der kan trykke sine egne penge og ved magt fratage folk dem igen.

Statskassen er heller ikke en nulsum. Det er ikke sådan at hvis staten bruger færre penge så har staten den. Hvis staten fyrer nogle folk for at nedsætte lønudgifter, nedsætter staten samtidig sine egne indtægter i form af skatter fra de samme lønninger, som ikke eksisterer mere, samtidig med at staten skal svare arbejdsløshedsunderstøttelse,

I stedet har statskassen den primære funktion at kontrollere mængden af penge i samfundet ved enten at tilføje flere (trykke penge og bruge dem) eller at tage nogle ud (opkræve skatter). Derigennem sikres at folk føler de har penge nok til at bruge nogle så samfundet kører rundt og andre holdes i arbejde uden at folk føler de har for mange penge og vi får inflation.

Helt og aldeles enig. Det samme gør sig gældende når lægmand og diverse journalister (også mange erhvervsjournalister) kloger sig på virksomheders regnskaber og konkludere, at overskuddet er x, så derfor tjener virksomheden mange penge.

Meget af årsagen til, at folk gør dette bunder nok i, at en del (særligt her på Reddit) ikke ser økonomisk rettede uddannelser som værende en rigtig uddannelse som f.eks. STEM er det.

Og så er økonomi noget der berør os alle, så derfor er der mange mandagstrænere der byder ind med deres holdning.

Mit problem med økonomisk styring af politik i almindelighed og FMs magt i dansk politik i særdeleshed er, at der i embedsværket har udviklet sig en immunitet overfor ikke-umiddelbart-målbare effekter. Der er rigtig mange tiltag, som sikkert økonomisk ville give rigtig god mening, især fordi staten i højere grad end virksomheder har mulighed for at tænke “på den lange bane”, men som ikke bliver gennemført, fordi up-front prisen er tydelig, hvorimod gevinsten, som sandsynligvis er væsentlig større, er svær at kvantificere og måle.

Vi ender derfor tit med at vælge de løsninger, som er nemmest at måle, snarere end de, der reelt giver det største overskud. Og økonomi-faget har desværre en tendens til at blive betragtet som en eksakt videnskab (se bare kritikken af Emma Holtens bog, som for de flestes vedkommende reelt missede pointen med bogen), selvom økonomi på statsniveau jo nødvendigvis indeholder et væsentligt niveau af informeret gætværk.

Tag fx skolemad: Jeg er fuldstændig overbevist om, at det ville være en gedigen overskudsforretning på langt sigt at indføre sund, gratis skolemad på alle danske folkeskoler. Ville det være pissedyrt? Ja. Ville det tjene sig selv ind igen mangefoldigt i form af elever, som spiser bedre, er sundere, holder koncentrationen bedre, lærer mere og har et større fællesskab i skoleperiodens længste pause? Ja. Der er også undersøgelser, som peger i den retning fra bl.a. Sverige. Men der er ikke sort-hvide tal, som siger præcis hvor mange kroner og ører, vi tjener om 20 år på at servere sund skolemad i dag. Så i FMs regneark er det en udgift uden umiddelbar indtægt. Og så sker der ikke en skid.