Min fagforening virker til aktivt at arbejde imod dets medlemmers interesse i alt de foretager sig.Â
 Jeg, og mange af mine kollegaer, er derfor ikke længere medlem af foreningen, hvilket måske bare forstærker den retning de kører i, da deres tilbageværende medlemmer måske bakker op om retningen.
Det sagt, så er det en fagforening bestående af både arbejdstagere men også arbejdsgivere. Hvilket i min optik er helt hul i hovedet.
Ellebellemig on
En masse blablabla der kræver at alt er kortvarige projektansættelser ?
Corgi_Afro on
Der er intet der stopper de unge i at arbejde mindre.
De skal så også bare lære at acceptere, at de skal gå på kompromis på nogle andre områder.
Og i syvende og sidste ende, sÃ¥ bliver arbejde kun udført, nÃ¥r der er nogen til at udføre det – sÃ¥ hvis alle arbejder mindre, sÃ¥ kommer der mindre ud.
Og kommer der mindre ud, s̴ er der mindre til at konkurrere med og til sidst, s̴ vil en konkurrent overtage Рog det kan betyde arbejdspladser.
Og det ved fagbevægelsen også.
TonyGaze on
Den venstreorienterede kritik af fagbevægelsen er ikke ny. En nylig dansk bog er eksempelvis Eskil Halbergs *Roden til alt ondt*(Nemo, 2017), men selv før nu, var der ikke langt mellem kritikerne; og historien er lang, gÃ¥r tilbage til i hvert fald 1910’erne i Danmark, plus det ekstra, med en splittelse mellem socialdemokratiske og syndikalistiske forbund, osv. osv.
I dag kan kritikken bedst opsummeres i, at fagbevægelsen ikke længere er arbejderorganisationer, men er en arbejdsmarkedsinstitution. Der er i dag ikke meget tilbage af den kritik, hvor man kunne kalde sosser og LO for “reformister” og “gradualister,” og hvad ved jeg. I dag er den brede fagbevægelse og sosserne (og SF, i stadigt højere grad,) alle organisationer som har købt ind pÃ¥, støtter op om, og ønsker at reproducere, den eksisterende arbejdsdeling, den eksisterende arbejdsdag; de stiller ikke spørgsmÃ¥lstegn ved borgerlig økonomisk ideologi, og higer i deres mest radikale udfald maksimalt efter en omfordeling af goderne *under* og *inden for* det eksisterende, men ikke et opgør med det eksisterende som sÃ¥dan. Der er langt til de revolutionære krav.
Og den forkortede arbejdsdag, -uge, -liv *er* et radikalt krav. Et revolutionært krav, endda, som sætter begrænsninger på de omstændigheder vi, som arbejdere, udbyttes under. Der er en grund til at Marx allerede for 160 år siden, kunne identificere kampen om arbejdsdagens længde, som en af centrale kamppladser i klassekampen. Den kortere arbejdsdag er et spørgsmål om frihed, frihed fra udbytning, frihed fra arbejdsdelingens tvang, arbejdets fremmedgørende omstændigheder, osv. osv.
Cunn1ng-Stuntz on
Skribenten har vist svært ved at skille skæg og snot. Det bliver så en opstyltet omgang man får leveret.
Fagbevægelsen er interesseret i at der tilbydes 100% stillinger som normen. Hvis man udhuler den standard sparker man benene væk under sig selv og medlemmerne må i stedet have to eller flere stillinger. Det er næppe i nogens interesse.
Det er typisk muligt at arbejde mindre, hvis man så ønsker, men man må så selv finansiere frafaldet af indtægt.
h9mhe on
Er der ikke vigtigere ting at starte med end at “vi skal arbejde mindre”, hvordan vi fÃ¥r de unge godt ind pÃ¥ arbejdsmarkedet, og hvordan vi hjælper dem med at se sig selv i arbejdsmarkedet.
Syntes de unge mennesker vi får ind kommer enten med et drive uden lige for deres første rigtige job og vi skal nærmere holde dem nede på 37 timer, den anden side er dem der har virkelig svært ved de faste rammer og at andre bestemmer og hvad er forventningerne til dem.
Vi er ved at se pÃ¥ en ny titelsktruktur med enormt mange trin, feedback har været at man starter som Proffesional, sÃ¥ blvier man specialist…. og derfra er det organisationen der afgør om der er behov for Senior Specialister, Arkitekter osv.
De føler de makser ud lynhurtigt, og hvad er der så for dem. Det er helt skørt for os andre, men jeg kan godt følge dem, der skal en helt anden tilgang til for at de kan se sig selv i det, og hvad har de at sigte efter.
SÃ¥ vi fÃ¥r en struktur med en klar linje for “level ups”, sÃ¥ de kan se deres karriere skride frem af. Er dog bange for den anden side af det, fÃ¥r vi dem lÃ¥st til os, fordi nu har jeg nÃ¥et titel X, det lyder som mere end jobbet ved konkurenten….
6 Comments
Min fagforening virker til aktivt at arbejde imod dets medlemmers interesse i alt de foretager sig.Â
 Jeg, og mange af mine kollegaer, er derfor ikke længere medlem af foreningen, hvilket måske bare forstærker den retning de kører i, da deres tilbageværende medlemmer måske bakker op om retningen.
Det sagt, så er det en fagforening bestående af både arbejdstagere men også arbejdsgivere. Hvilket i min optik er helt hul i hovedet.
En masse blablabla der kræver at alt er kortvarige projektansættelser ?
Der er intet der stopper de unge i at arbejde mindre.
De skal så også bare lære at acceptere, at de skal gå på kompromis på nogle andre områder.
Og i syvende og sidste ende, sÃ¥ bliver arbejde kun udført, nÃ¥r der er nogen til at udføre det – sÃ¥ hvis alle arbejder mindre, sÃ¥ kommer der mindre ud.
Og kommer der mindre ud, s̴ er der mindre til at konkurrere med og til sidst, s̴ vil en konkurrent overtage Рog det kan betyde arbejdspladser.
Og det ved fagbevægelsen også.
Den venstreorienterede kritik af fagbevægelsen er ikke ny. En nylig dansk bog er eksempelvis Eskil Halbergs *Roden til alt ondt*(Nemo, 2017), men selv før nu, var der ikke langt mellem kritikerne; og historien er lang, gÃ¥r tilbage til i hvert fald 1910’erne i Danmark, plus det ekstra, med en splittelse mellem socialdemokratiske og syndikalistiske forbund, osv. osv.
I dag kan kritikken bedst opsummeres i, at fagbevægelsen ikke længere er arbejderorganisationer, men er en arbejdsmarkedsinstitution. Der er i dag ikke meget tilbage af den kritik, hvor man kunne kalde sosser og LO for “reformister” og “gradualister,” og hvad ved jeg. I dag er den brede fagbevægelse og sosserne (og SF, i stadigt højere grad,) alle organisationer som har købt ind pÃ¥, støtter op om, og ønsker at reproducere, den eksisterende arbejdsdeling, den eksisterende arbejdsdag; de stiller ikke spørgsmÃ¥lstegn ved borgerlig økonomisk ideologi, og higer i deres mest radikale udfald maksimalt efter en omfordeling af goderne *under* og *inden for* det eksisterende, men ikke et opgør med det eksisterende som sÃ¥dan. Der er langt til de revolutionære krav.
Og den forkortede arbejdsdag, -uge, -liv *er* et radikalt krav. Et revolutionært krav, endda, som sætter begrænsninger på de omstændigheder vi, som arbejdere, udbyttes under. Der er en grund til at Marx allerede for 160 år siden, kunne identificere kampen om arbejdsdagens længde, som en af centrale kamppladser i klassekampen. Den kortere arbejdsdag er et spørgsmål om frihed, frihed fra udbytning, frihed fra arbejdsdelingens tvang, arbejdets fremmedgørende omstændigheder, osv. osv.
Skribenten har vist svært ved at skille skæg og snot. Det bliver så en opstyltet omgang man får leveret.
Fagbevægelsen er interesseret i at der tilbydes 100% stillinger som normen. Hvis man udhuler den standard sparker man benene væk under sig selv og medlemmerne må i stedet have to eller flere stillinger. Det er næppe i nogens interesse.
Det er typisk muligt at arbejde mindre, hvis man så ønsker, men man må så selv finansiere frafaldet af indtægt.
Er der ikke vigtigere ting at starte med end at “vi skal arbejde mindre”, hvordan vi fÃ¥r de unge godt ind pÃ¥ arbejdsmarkedet, og hvordan vi hjælper dem med at se sig selv i arbejdsmarkedet.
[https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=46635](https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=46635) Syntes ikke statistikken viser at det er en kortere arbejdsuge der er vigtig.
Syntes de unge mennesker vi får ind kommer enten med et drive uden lige for deres første rigtige job og vi skal nærmere holde dem nede på 37 timer, den anden side er dem der har virkelig svært ved de faste rammer og at andre bestemmer og hvad er forventningerne til dem.
Vi er ved at se pÃ¥ en ny titelsktruktur med enormt mange trin, feedback har været at man starter som Proffesional, sÃ¥ blvier man specialist…. og derfra er det organisationen der afgør om der er behov for Senior Specialister, Arkitekter osv.
De føler de makser ud lynhurtigt, og hvad er der så for dem. Det er helt skørt for os andre, men jeg kan godt følge dem, der skal en helt anden tilgang til for at de kan se sig selv i det, og hvad har de at sigte efter.
SÃ¥ vi fÃ¥r en struktur med en klar linje for “level ups”, sÃ¥ de kan se deres karriere skride frem af. Er dog bange for den anden side af det, fÃ¥r vi dem lÃ¥st til os, fordi nu har jeg nÃ¥et titel X, det lyder som mere end jobbet ved konkurenten….